Fjernundervisning - kom godt i gang


Savner du også værktøjer til at afholde fjernundervisning? Så læs med her.

Aftenskolen er jo blevet bedt om at lukke ned, men der er heldigvis hjælp at hente i forskellige digitale fjernundervisningsværktøjer. Ingen ved, hvor længe forsamlingsforbuddet kommer til at vare, så sæt jer hellere ind i værktøjerne i dag end i morgen, så I er på forkant, hvis situationen skulle trække i langdrag. Fjernundervisning kan nemlig være en rigtig god måde at holde liv i foreningen på, sålænge det ikke er muligt at forsamles i foreningens lokaler.

Fora foreslår to værktøjer, som I kan se nærmere på - nemlig Teams og Zoom. I denne artikel finder du en kort guide til hvert af programmerne.

Uanset om du gerne vil have hjælp til at bruge værktøjerne, eller allerede er kommet i gang på egen hånd, vil vi meget gerne høre fra dig. Efter påske samler vi op på henvendelserne, for at dele de gode idéer og for at finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dem af jer videre, som kæmper med teknikken eller savner inspiration.

 

Teams 

Microsoft Teams, i folkemunde kaldet Teams, er et program i officepakken, som gør det let at samarbejde online. Her kan man lave videoopkald, chatte, dele filer, koordinere kalendre og se med på hinandens computerskærme m.m. Appen er allerede installeret på de flest PC'ere, og kan hentes til til smartphones og Mac-computere her.

 

Kom i gang med Teams

  1. Først og fremmest skal du oprette en gruppe og invitere alle de personer, du gerne vil samarbejde med. Det kan fx. være en gruppe for alle medlemmer af bestyrelsen, så I kan holde møder online, eller en gruppe for deltagerne på et hold, som I gerne vil fortsætte digitalt. 

  2. Når I har oprettet en gruppe, kan I indkalde til videomøder, som deltagerne kan tilslutte sig på det aftalte tidspunkt.

Klik her for at se læse mere om, hvad programmet er, og hvordan I kan bruge det (videoerne er på engelsk, men teksterne er på dansk.) I kan også se en kort videoguide på dansk her

Hvis I gerne vil i gang, men ikke kan få hul på det, så kontakt Laura Nielsen

 

Zoom

En anden mulighed er video værktøjet Zoom. Hvis I gerne vil fjernundervise jeres kursister i yoga, fransk eller sang, kan Zoom være et rigtig godt værktøj at bruge. Faktisk er flere af Foras foreninger allerede godt i gang med at fjernundervise ved brug af Zoom.

Zoom excellerer udi gnidningsfri videokommunikation. På Zoom kan man, ligesom på Teams, holde almindelige videomøder. Men derudover er det også et rigtig godt værktøj til at afholde undervisning eller konferencer, fordi man kan holde møder med op til 100 deltagere ad gangen.

I Zoom kan man også optage sine møder/undervisningsgange, og gøre dem tilgængelige for andre efterfølgende. Det kan være smart ift. de deltagere, som er forhindrede i at møde op hvad enten der er tale om et foredrag, en undervisningsgang eller et bestyrelsesmøde.

I den gratis version kan man holde møder med op til 40 minutters varighed pr. opkald, men hvis I gerne vil bruge Zoom i.f.m. fjernundervisning, dækker Fora omkostningerne for ét pro abonnement pr. forening, så I kan bruge Zoom uden tidsbegrænsning på møderne.

Læs også artiklen Teaterskole er nu digital og udendørs for at få inspiration til, hvordan værktøjet kan bruges.

 

Kom i gang med Zoom

  1. Opret en bruger ved at gå ind på denne side. Alternativt får du også muligheden for at logge ind ved at bruge din Google- eller Facebookkonto.

  2. Klik nu på enten "Join a meeting" (Slut dig til et møde) eller "Host a meeting" (Planlæg et møde) oppe i højre hjørne. Når du gør det, vil siden automatisk foreslå, at du downloader appen. Accepter og gennemfør installationen. Hvis ikke den automatisk downloader, kan du gøre det selv på denne side.

  3. Gå ind i appen. Find knappen "Schedule meeting" for at planlægge et møde i fremtiden, eller klik "New meeting" for at starte et møde lige nu. Knapperne finder du blandt de fire store knapper på startskærmen.

  4. Når du har planlagt et møde, skal du sende mødets ID (Meeting ID) og kodeord (password) til dem, du gerne vil invitere. Deltagerne skal hente Zoom-appen for at deltage, men de behøver ikke oprette brugere. De kan bare indtaste mødets ID og koden, og så er de med!

  5. Nu er du i gang. Har du spørgsmål eller behov for mere vejledning, er du velkommen til at kontakte Laura Nielsen

 

> Hent også inspiration fra Den digitale underviser til, hvordan I bruger video i jeres undervisning.


VIL DU VIDE MERE:

Konsulent

Laura Nielsen
E-mail: laura@fora.dk
Direkte telefon: 36 93 26 22