Undervisning der giver livskraft

Når politikere taler om åndelig oprustning, hører mange måske en antydning af fare eller kriseberedskab. Men blandt undervisere i folkeoplysningen betyder begrebet noget helt andet: ikke kamp, men kompetence; ikke frygt, men forankring. I denne artikel zoomer vi ind på, hvordan undervisere i Verninge Husflid ruster sine kursister til selve livet.

Af Molly Christensen, redaktør og kommunikationskonsulent i Fora – Artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #3 2025.

Når man spørger Ditte, Frede og Lærke, der alle underviser i Verninge Husflid, hvad de gerne vil give deres kursister med videre i livet, udover det rent håndværksfaglige, nævner ingen af dem til at starte med ”åndelig oprustning”. Men det, de beskriver, emmer alligevel af robusthedskompetencer, bevidsthed om kroppen, en tro på egne evner og en oplevelse af at være forbundet med andre og med noget større.

KROPPEN ER FUNDAMENTET
For Ditte Christina Lustrup, der har kurset plantebaseret madlavning, er der en tydelig sammenhæng mellem mad og menneskelig styrke. Ikke i den forstand, at man skal præstere, når man laver mad, men forstået på den måde, at kroppen skal have det godt, for at sindet kan følge med.

”De fleste af os spiser, fordi vi godt kan lide at spise, men vi har jo også brug for de vitaminer, der er i mad, for at kunne have en stærk og fungerende krop. Det er udgangspunktet for, at vi kan holde sygdom væk. Der starter allerede et slags indre beredskab ved at vi spiser noget mad. Vi kan producere signalstoffer, som gør, at vi er glade. Så vi har overskud til at være der for andre og til at føle glæde,” siger hun.

Ditte oplever ofte, at deltagerne får en ”aha-oplevelse”, når de afprøver nye ting i køkkenet. Og hun ser, hvordan de tager den nye viden med sig – ikke bare hjem i deres eget køkken, men også til deres netværk:

”Når det for eksempel er jule- eller påskefrokosttid, så laver vi altid aubergine-sild. Altså, hvor vi bruger auberginer i stedet for sild, og så marinerer vi dem og tilbereder dem som man ville gøre med sild. Og der fortæller deltagerne mig, at når de så har brugt den opskrift til påskefrokosterne, er det altid det, der bliver spist først og spurgt til efterfølgende.”

På den måde bliver maden også et socialt rum og et fællesskab.

DET TAKTILE GIVER RO
Keramiker Lærke Møller Hansen oplever noget lignende, når hun underviser i sine drejekurser. Hun arbejder med ler – og med deltagernes oplevelse af, at deres hænder faktisk kan skabe noget.

“Bare det, at man tager en klump ler, og så står man bagefter med keramik, man selv har lavet og kan bruge. Det giver en tilfredshedsfølelse,” fortæller hun.

Hun beskriver, hvordan selv små sejre i begyndelsen; som at lære at centrere eller dreje en kant som er lige tyk hele vejen rundt, giver deltagerne mod på mere. Det er ikke noget, hun nødvendigvis siger højt i undervisningen, men hun ser, hvad det gør.

“Det giver en form for selvtillid og tro på sig selv, som fører en glæde med sig. Og man sidder i sit eget koncentrerede rum, men man er sammen. Det giver et fællesskab omkring håndværket. Vi får ikke robusthed som et ego, men i samspil med andre.”

Og så er der noget særligt i det, at man skaber med hænderne:

“Det gør noget godt for hjernen. At have fat i det taktile og røre et naturmateriale vækker noget helt grundlæggende i os.”

ET ANDET SLAGS BEREDSKAB
For Frede Horsholt Kristensen, der arbejder med træ, er der en større samfundsmæssig refleksion på spil. Han startede med sit håndværk, da han med egne ord var ”et lidt weird sted” i sit liv, hvor han stod et sted mellem at ville tage på et buddhistisk kloster eller læse filosofi på Københavns Universitet. Men så faldt han over Sätergläntan, institutet för slöjd och hantverk. En svensk skole for traditionelt håndværk. For Frede dannede skolen en slags mellemvej mellem de to ting. Et sted, ”hvor man kan komme ud af sit hoved, bruge sin krop og lave noget i samme takt, som naturen selv gør det,” forklarer han.

Frede ser det som en meningsfuld opgave at videredele den tilgang til håndværket, som han selv lærer på Sätergläntan.

”Man lærer sit håndværk helt fra bunden. Dem, der smeder, prøver at lave deres eget jern og kul, og vi der arbejder med træ, lærer en masse om, hvor og hvordan træerne lever, og helt ud i, hvor deres symbolske og sjælfulde værdier ligger. Det bliver lidt langhåret, men jeg tror det giver noget vigtigt både i forståelsen, men også respekten for håndværket og materialet.”

Frede har det svært med begreber som “oprustning”, men han kan godt se, at det, han underviser i, kan være en slags åndelig oprustning som modstykke til det militaristiske, mange måske forbinder begrebet med.

“Man kan gå frygtvejen eller man kan gå handlingsvejen. Og jeg tror, det er vigtigt, at vi lærer, hvad vi kan med det, vi har i hænderne.”

Hans undervisning tager afsæt i naturen og kroppen. Han oplever, hvordan kursister, der til daglig kæmper med uro eller angst, finder en pause, når de arbejder med træet.

“Angsten forsvinder, så længe de sidder og bruger deres krop.”

Men det er ikke kun materialet, der gør forskellen. Ifølge Frede opstår der også en særlig form for spejling og anerkendelse i fællesskabet.

“På arbejdsmarkedet bliver vi målt på kapital. Her tager vi vores egen værdi og ser den i hinanden.”

Det er en anderledes slags robusthed, der kommer ud af det, som ikke måles på performance, men er fællesskabsforankret.

”Jeg tror også, at man kan bidrage til den åndelige oprustning ved at få et dybere forhold til naturen, lære den bedre at kende og få en større omsorg for den. Og det får man ved at bruge tid i naturen og tid med materialet. Det tror jeg er meget bedre end at lave skræmmekampagne og udskamme ved at sige ’du må ikke være et skovsvin!’ Går man ud i skoven, tager et stykke birketræ og skærer det ned, tror jeg nemmere man vil mærke, hvor privilegeret man egentlig er, at man har tiden og værktøjet til det. Det giver både en åndelig styrke og modvirker klimabelastningen.”

Der er ikke én formel for at styrke deltageres “indre beredskab”. Men det, undervisere og ledere beskriver, peger i samme retning: Det handler om at finde ro og mening i det konkrete. Det handler om at mærke sig selv i et fællesskab. Og det handler om at få en oplevelse af at kunne noget. ■

SKOLELEDERENS PERSPEKTIV
Skoleleder i Verninge Husflid Bente Eriksen kender de fleste af aftenskolens undervisere personligt. Og hendes vurdering, når hun vælger undervisere, handler om mere end faglighed: “Det beror altid på en fornemmelse, når jeg har snakket med underviseren. Det plejer jeg at være rimelig god til,” siger hun.

Når der er tale om kurser for sårbare deltagere, for eksempel i samarbejde med kommunen om “Kultur på recept”, vælger hun altid undervisere, som hun ved har blik for mere end teknik.

Hun oplever, at der på mange kurser opstår fællesskaber, der rækker ud over kursuslokalet – nogle vender tilbage, andre mødes igen i nye sammenhænge. Og næsten alle tager mere med sig, end de kom for. “Efter mange års arbejde med folkeoplysning er det indlysende og næsten en selvfølge, at deltagerne tager mere med fra kurserne end det at kunne et håndværk. Fordybelsen og det at være i flow betyder, at man som menneske vokser. Og det er det, håndværket kan.”

For Ditte Christina, der har kurset “plantebaseret madlavning” i Verninge Husflid, er det klart, at der allerede starter et slags indre beredskab, når vi spiser noget mad. Det er udgangspunktet for at kunne have en stærk og fungerende krop, og for at vi kan holde sygdom væk.

Når man sidder i sit eget koncentrerede rum, men er sammen, skabes et fællesskab omkring håndværket, fortæller Lærke, der har drejekurser i Verninge Husflid. “Man får ikke robusthed som et ego, men i samspil med andre.

”Jeg tror, man kan bidrage til den åndelige oprustning ved at få et dybere forhold til naturen, lære den bedre at kende og få en større omsorg for den. Og det får man ved at bruge tid i naturen og tid med materialet,” siger Frede Horsholt Kristensen, der underviser i trædrejning i Verninge Husflid.